Hyllegaard Høje

Nyheder

Husdyr og kæledyr i Mulden

Udgivet
3 juni 2026

Af og til, når der ligger lidt spænding i luften, og forskellige interesser og ideer om, hvordan tingene skal organiseres, støder sammen, hører man i Sjællandsk Muld den pæne formaning, at vi skal lære at være mere rummelige. Vi kommer jo i forskellige udgaver.

Husdyr_Sif_og_skildpadde_2-Johanna_Lundell.jpg Foto: Johanna Lundell

Det samme kan man med rette sige om fællesskabets mange husdyr og kæledyr. Kommer der en ny hund, kat eller ko, skal det lige afklares, hvordan den integreres i flokken – eller bare accepteres som enspænder. I det halvandet år, hvor vi nu har boet her i bofællesskabet Sjællandsk Muld, er der sket meget. Elskede dyr er døde, andre er kommet til. Når vi betragter os som et flerartsligt fællesskab, hvilket jeg mener er oplagt at gøre, består vi i øjeblikket af 58 voksne og 33 børn, 21 får og 30 lam, diverse høns og ænder, nogle fisk, ni katte, seks heste, fem hunde, fire køer, tre kaniner og sidst, men ikke mindst, to skildpadder.

Det er selvfølgelig meget groft sagt. En ko er ikke bare en ko, og også skildpadder kan komme i mange forskellige udgaver. Muldens er russiske landskildpadder. Nogle dyr har privilegiet at komme og gå, som de vil – primært kattene, kaninerne, ænderne og hønsene. Hundene kommer vidt omkring, men slæber som regel et menneske efter sig. Køerne, hestene og fårene bevæger sig året rundt ude på marken, men er hegnet ind. En gang slap en af tyrekalvene ud, men kom hurtigt tilbage af sig selv.

Mange af dyrene har navne, andre går navnløse omkring eller har fået tildelt et nummer. Men grænsen mellem kæledyr og husdyr er alligevel flydende. Der nusses med fårene, folk går tur med deres heste, og løbeænderne er så søde, at man helst ville tage dem med ind i huset. Med andre dyr er det omvendt. De kunne godt tænke sig at komme indenfor – musene for eksempel – men de tolereres normalt kun udenfor. Andre har det helt klart bedre, jo længere væk fra os de opholder sig: ræven, rådyrene og hvem der ellers holder til i Hyllegård Højes lille skov.

Måske er det netop her, vores rummelighed for alvor bliver udvidet. For Sjællandsk Muld består ikke kun af mennesker, der skal lære at leve sammen, men også af dyr, der bræger, gør, mjaver, vrinsker, kagler, rapper, gumler, græsser, graver, svømmer og langsomt bevæger sig gennem verden på skildpaddevis. De minder os om, at fællesskab ikke kun handler om, hvordan vi som mennesker lever godt sammen, men også om de daglige former for samliv, hensyn og forhandling, der opstår på tværs af arter.

Skrevet af beboer i Mulden, Sophie Wennerscheid, 2026

Kat_03-06-2026.pngIMG_0056.jpegIMG_6280.jpeg Fotos: Sophie Wennerscheid

Husdyr_en_kat_og_en_mus_Johanna_Lundell.jpg
Kat med mus
Foto: Johanna Lundell

Flere nyheder

Tilmeld dig Hyllegaard Højes månedlige nyhedsbrev