Fællesdag trak nye beboere ind i fællesskabet - og du kan også være med
Foto: Johanna Lundell (se flere fotos længere nede)
Den 15. marts dannede Hyllegaard Høje rammen om en fællesdag, hvor beboere og kommende beboere fra flere af bofællesskaberne mødtes på tværs. Dagen var arrangeret af Hyllegaard Højes bestyrelse og Hyllegaard Udvikling og gav et levende indblik i hverdagen, aktiviteterne og de fællesskaber, der er ved at tage form.
Laug i Hyllegaard Høje
Fra start blev deltagerne taget med rundt på området, hvor laug og initiativer åbnede dørene. I stalden fortalte Marie og Rosa om ko- og hestelauget, mens Pauline viste rundt i nyttehaverne. Pernille og Claus tog imod ved fårene, og i træværkstedet viste Jesper, hvordan der arbejdes med materialer og byggeri. Hos Merete i Uld & Urter blev der fortalt om arbejdet med uld og planter – og hvordan det forbinder håndværk, natur og fællesskab.
Der var også mulighed for at møde flere af de øvrige laug og grupper, herunder bier, bryggelaug og hønselaug.
Senere på dagen samledes alle i fælleshuset, hvor der blev fortalt om udviklingen i Hyllegaard Høje, om de kommende bofællesskaber og om arbejdet med energifællesskabet, som er organiseret med egen bestyrelse.
Positive Trace Festival
Der blev også sat fokus på Positive Trace Festival, hvor et af de projekter, der arbejdes med, er Fællesskabernes Plads – et sted hvor fællesskaberne kan tage form gennem konkrete aktiviteter og opbygning, som skal blive til en permanent installation på fællesarealet.
Læs mere om festivalen her - Læs om naturprojekterne her
Dagen sluttede med samtaler på tværs af grupper og interesser. For flere kommende beboere blev det også første skridt ind i fællesskabet – og siden fællesdagen har flere allerede meldt sig ind i laug og engageret sig aktivt.
Fotos: Johanna Lundell










